Månen dukker frem bag skyerne i den
varme tropenat og forstærker lyset, fra den hvide række af
mennesker der snor sig ned af en bakkeskråning. Ned mod floden hvor
en cirkel af fakler byder mængden at tage form af tre cirkler, mens
stereoanlægget skruer ned for lyden af insisterende jungletrommer.
En mand står i midten og passer potten med duftende røgelse, som
spreder sig blandt de mange mennesker. Halskæden hviler tungt på de
deltagenes bryst, og en sølvglimtende salve dufter specielt på
overlæben. De fire verdenshjørner påkaldes og hermed også
Jordens fire elementer; vand, ild, luft og jord. Cirklerne deler sig
i par, føler hinandens hjerter og indersiden af hænderne. Har
fanget forståelsen af at være en del af en helhed. Af Jorden og
livet. Den gule blomst, som før har siddet som pynt i håret eller
skjortelommen lægges bag cirklerne, hvorefter den hvidklædte skare
selv ligger sig ned, og siger farvel til deres døde slægtninge,
forfædre, venner og familie. Cermonimesteren i midten taler om ”la
circular de la vida”, livets kredsløb. Efter en rum tid med plads
til tanke og eftertanke rejser de hvide skikkelser sig igen,
hvorefter de i fællesskab tager tre dybe indåndinger efterfulgt
af kraftfulde råb. Sorgen over døden har de lagt bag sig. Kun
mindet bærer de med sig. Tomrummet, som efterfølger fralæggelsen
af sorgen, fyldes med nye ideer. Visioner, idealer for egen
personlighed og egenskaber. En mulighed for at reflektere og ændre
sig mere eller mindre radikalt, alt efter behov og ønske. Med nye
kræfter sætter mængden sig i bevægelse igen, danner kæde og ser
den brændende gudeskikkelse – slangen. Jungletrommerne sætter i
gang igen, og optoget snor sig som slangen op ad bjerget, til bål,
dans og fejring af en ny styrke. Smiler naturligvis til kameraet
undervejs.
For en fremmed europæer, en bleg
dansker, opdraget med individualitet, kritisk sans, og et samfund som
langt hen ad vejen ikke dyrker religion, var det svært at lade sig
rive med af denne cermoni. Forstyrrende faktorer så som den evigt
filmende kameramand, samt et betydeligt sproghandicap gjorde at
skepsissen fyldte mere end fascinationen i dét øjeblik.
Tanken om livets kredsløb er ellers
smuk og fascinerende. Accept af døden. At noget må forgå, for at nyt kan komme til.
Den cirkulære tankegang samt ideen om at være ét med naturen er
gennemgående træk i den mexikanske kultur og aztetiske ritualer som
Hombre Nuevo.